6 gode råd til at gå afslappet på ferie
Sæt to dage af inden du går på sommerferie
Afsæt tid i din kalender, så du har tid til at rydde op, sortere mails, lave de sidste rutineopgaver og komme ned i gear. Kan du kombinere det med en tur i svømmehallen, i fitness, en rask gåtur eller andet, der sætter kroppens alarmsystem ned i gear, er du godt på vej til at lave en blød landing efter en hård periode.
Skaf din egen anerkendelse
Brug noget tid på at lave en oversigt over de præstationer, du har gennemført det seneste halve år. Lad være med at haste igennem og tænke videre til næste år, men nyd de succeser, du har opnået. Bed eventuelt om en kort statussamtale med din chef, hvor du har mulighed for at få respons på de projekter eller opgaver, du har gennemført. Det behøver ikke være med de store følelser eller armbevægelser, men det kan være med til, at du kan gå på ferie med en solid fornemmelse af at være blevet set og anerkendt.
Sæt tid af i kalenderen til planlægning
Afsæt tid i kalenderen efter ferien, hvor du sætter dig for at planlægge det næste halve år. De fleste har brug for ferien til at geare ned for at få ny energi til de nye projekter. Derfor kan det være godt at vente med de nye planer til du er udhvilet og batterierne er ladet op igen. Men kalenderen skal blokeres i tide, så den ikke ophobes med dagligdagens gøremål.
Slap af og sov ud i ferien
Har perioden op til ferien været hektisk, er det nu, du skal slappe af og genoplade batterierne. Aftal med dig selv og din familie, at du ikke arbejder derhjemme, men at du tværtimod får slappet af og restitueret, så du kan møde frisk og veludhvilet efter ferien.
Afstem forventninger
Du skal være helt klar over, hvad dine forventninger til ferien er, og om de er realistiske. Afstem med familien, hvad I hver især ønsker jer i forhold til økonomi, aktiviteter, børn, restitution og alenetid. Så er chancen for at blive skuffet eller overbebyrdet mindre.
Start op med ny energi
Brug de første dage efter ferien til at få overblik, og brug meget gerne noget tid på at planlægge, hvad du skal opnå i det næste halve år. Overvej strategien og målene, og overvej, hvordan du sikrer, at der kommer en pause imellem større projekter, og hvordan mindre succeser og sejre kan fejres. Vores hjerne har brug for en klar markering, når en succes er hjemme eller et mål er nået.